Tirsdag den 8. april 2008, 20:17
En kvart million danskere har allerede set Ole Christian Madsens film om modstandsfolkene Flammen & Citronen , og det er otte år siden, at en dansk film har klaret sig så godt i biograferne.
Men en rundringning til historikere viser, at der er bred enighed blandt fagfolk om, at portrættet af stikker-morderne Flammen og Citronen ikke holder stik.
Historiker Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet er ligefrem bekymret for en såkaldt Matador -effekt.
»Man kan frygte, at den bliver vist i skolen med forklaringen om, at dette er en film om Danmarks besættelsestid. At folk, ligesom med Matador , tror, at de ser danmarkshistorien én til én. Det her er en film om den mest ekstreme del af modstandsbevægelsen, men det er netop ikke én til én-afbildning af historien,« mener Wium Olesen, der dog også synes, at actiondramaet indeholder fine psykologiske facetter.
I de sidste par uger har aviserne trykt kronikker og debatindlæg af eksperter (og lægfolk), der kritiserer den populære modstands-film for at være alt for langt fra virkelighedens verden, selvom den læner sig op ad autentiske personer. En af debattørerne er Sven Ove Gade, der er forfatter til flere bøger om modstandsfolk. Han mener, at filmen flere steder er fjernt fra virkeligheden og misvisende, hvis folk ikke er klædt på med historisk viden .
Folkene bag filmen kalder den frit baseret på faktiske historiske begivenheder fra besættelsestidens Danmark , men Peter Birkelund, der er førende ekspert i besættelsestidens modstandskampe synes, at filmfolkene skulle have holdt sig til at lave ren fiktion.
»Man kan godt mene, at når de alligevel ikke laver en ægte historie, så kunne de ligeså godt lave en fiktiv film. For folk går ud fra biografen uden at vide, hvad der er rigtigt og forkert,« siger rigsarkivaren, der er på vej med en bog om de to nationalheltes gruppe, der hed Holger Danske .
Filmens instruktør, Ole Christian Madsen, undrer sig over kritikken.
»Vi har researchet på den her film i otte år, og talt med oceaner af mennesker - i modsætning til historikerne. Så jeg forstår ikke kritikken. Personligt synes jeg, vi har behandlet historien utrolig nænsomt, og det forekommer mig besynderligt, at historikerne ikke er i stand til at finde frem til de dokumenter, som vi har fundet frem til.«
Men er der en grænse for den kunstneriske frihed?
»Det skal selvfølgelig have rod i virkeligheden, før det er relevant. Problemet med historisk fiktion er, at den historiske akkuratese står i vejen. Som filmskaber bliver man let erklæret for inhabil, og det er ærgerligt, fordi fiktionen netop laver en fortolkning og fanger en essens. Vi laver skæbnefortællinger, som kan stå stærkere end et historisk dokument.«
Flammens død
I filmen ankommer Gestapo midt under en frokost, hvor Flammen spiser frokost med sine værter. Flammen vælger at flygte ned i kælderen og begå selvmord. Filmen indikerer, at han blev angivet af Ketty Selmer, spillet af Stine Stengade.
Rigsarkivar Peter Birkelund påpeger, at Flammen i virkeligheden blev dræbt til et kaffeselskab på Strandvejen, hvor Gestapo tilfældigt kom forbi, fordi de ledte efter en helt anden modstandsmand. Det er ikke bekræftet, at der var tale om stikkeri.
Instruktør Ole Christian Madsen:
»Flammen blev stukket. Det har jeg fra kilder, der var til stede den dag. Jeg har talt med flere hemmelige kilder, og jeg ved, at det efter al sandsynlighed var Ketty Selmer, der stak Flammen.«
Spionen Ketty Selmer
I filmen portrætteres Ketty Selmer som dobbeltspion. Desuden har hun i filmen en affære med Flammen.
Rigsarkivar Peter Birkelund mener ikke, at der er beviser for at Selmer var dobbeltspion.
»Det er modigt af Ole Christian Madsen at lade en virkelig person lægge navn til den slags anklager. Hun kunne jo bare have heddet alt muligt andet i filmen,« siger han.
Instruktør Ole Christian Madsen:
»Ketty Selmer havde et forhold til Gestapo-chefen Hoffman, og slap ud af afhøringer om hendes rolle som spion. At hun spillede på begge sider står for mig helt klart.«
Møderne i Stockholm
I filmen spiller Peter Mygind rollen som den ledende modstandsmand Winther, som er baseret på visumdirektør Vilhelm Leifer, der mødes med Flammen og Citronen og giver dem ordrer til at henrette. Desuden fortæller filmen, at Frihedsrådets formand, Frode Jacobsen, udstak ordrer fra Sverige.
Rigsarkivar Peter Birkelund mener, at det er højst usandsynligt, at Frode Jacobsen udstak ordrer fra Sverige. Desuden betvivler Birkelund filmens Vilhelm Leifer, da Leifer allerede var flygtet til Sverige, da Flammen og Citronen indledte deres likvideringer. Derfor kunne han ikke have mødtes med dem, som det beskrives i filmen.
Instruktør Ole Christian Madsen:
»Der er ingen tvivl om, at Leifer beordrede mordene inden, han tog afsted. Men møderne i Stockholm har vi sat op for at vise, hvor forskellige holdninger, man havde i modstandsbevægelserne dengang.«
Citronen som hanrej
I filmen finder Citronens kone en anden mand.
Rigsarkivar Peter Birkelund finder det stærkt usandsynligt, da konen var gravid med Citronen og fødte hans barn umiddelbart efter hans død.
Instruktør Ole Christian Madsen:
»Der var knas i ægteskabet. Mildt sagt. Hun havde en affære, men i filmen har vi taget den frihed at undlade at fortælle, at de fandt sammen igen. Vi har talt privat med mange mennesker, og jeg synes ikke, det er moralsk anløbent at vise, at mennesker har affærer med andre, som de ikke er gift med. Det er smuk beskrivelse af et parforhold, der falder fra hinanden i en tid, der havde store personlige omkostninger.«