Kapitalismen er ikke bæredygtig
Miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed kan ikke opnås uden et opgør med kapitalismen. Kapitalismens profitjagt tager ikke hensyn til naturgrundlaget. Kulturel forskellighed ensrettes af normalisering, og kommercialisering og manglen på selvbestemmelse over eget arbejde gør mennesker fremmede for sig selv og deres samfund. Borgere gøres til forbrugere. Uligheden vokser.
I den kapitalistiske samfundsstruktur indebærer markedskræfterne en tendens til centralisering og monopolisering. Ejere af kapital er optaget af at få pengene til at yngle. Derfor bliver den økonomiske magt koncentreret i stadig færre og stadig større virksomheder. På denne måde er "fri konkurrence" en økonomisk ustabil og selvdestruktiv tilstand.
Mange steder i verden er staten udbygget kraftigt - nogle steder i form af en egentlig velfærdsstat. Danmark er som forandret klassesamfund nået langt. Vi har tilkæmpet os en veludbygget velfærdsstat og et velfungerende arbejdsmarked. Men selv om vi er nået langt, er der stadig stor ulighed i Danmark. Det gælder økonomisk såvel som socialt, køns- og uddannelsesmæssigt.
Vores samfund er præget af interessemodsætninger, der hovedsageligt knytter sig til menneskers forskellige position i forhold til produktionsstrukturen. Den besiddende klasse dominerer og udnytter de arbejdende klasser, og kapitalen samles i stadig færre hænder.
Manglen på folkelig indflydelse og kontrol over økonomien har i de senere år ført til endnu en voldsom krise i det kapitalistiske system. En krise, der har medført, at de brede befolkningsgrupper har betalt en meget høj pris for spekulanters grådighed, der har kunnet slå sig løs som følge af en liberalistisk deregulering af økonomien.
De ulighedsskabende og selvdestruktive tendenser i den kapitalistiske markedsøkonomi gør forandring påkrævet. Det er på tide, at en ny og demokratisk socialistisk markedsøkonomi vinder frem.
Begrundelse: Vores kritik af kapitalismen kan ikke undværes, hvis man skal kunne forstå og relatere vores principper til virkeligheden. Analyser som denne hjælper læseren af principprogrammet til at tænke med, så principperne og deres anvendelse forstås bredere. Den frie, kapitalistiske konkurrences tendens mod monopoldannelse og kapitalkoncentration er væsentligt for at illustrere behovet for en socialistisk markedsøkonomi. Det er desuden væsentligt i principprogrammet at slå fast, at Danmark stadig er et klassesamfund, om end forandret. Flere af afsnittets formuleringer er overført fra det nuværende principprogram, fordi vi ikke skal skære den gode analyse væk.
Stillet af Peter Westermann fra SF Valby, og medlem af landsledelsen.
Kilde: Indkomne ændringsforslag til Landsledelsens udkast til nyt principprogram for SF, SF's Landsmøde 2012 - http://www.sf.dk/lm2012/landsm%C3%B8depapirer
/ritzau/