Af Øivind Holtermann, oiho@avisen.dk
Kun ganske få personer vidste forud for søndagens dåb, hvad Danmarks ny prinsesse skulle hedde. Og det er optimal begivenhedsledelse , siger ekspert.
- Jeg synes, det er o.k. at kongehuset ikke røber prinsessens navn før under selve dåben. Det styrker begivenheden og gør den mere magisk og mytisk, siger Ole Fogh Kirkeby, professor og dr.phil. ved Handelshøjskolens Institut for Politik, Ledelse og Filosofi, til Nyhedsavisen.
- Hemmeligholdelsen af navnet er positivt, fordi det styrker overraskelsesmomentet. I sig selv kan navne godt være lidt trivielle, men med hemmeligholdelsen undgår Kongehuset netop det trivielle – det styrker prinsessen og hendes navn fremover, tilføjer professoren, der mener, at optakten til dåben har haft paralleller til det private erhvervsliv.
- For eksempel ses det ofte, når store virksomheder fusionerer – at det nye navn hemmeligholdes til det allersidste.
Ikke bagslag
Eksperten vurderer, at hverken de hektiske væddemål, som har fyldt internettet de seneste dage, eller mediernes voldsomme (over)eksponering af begivenheden – før begivenheden vel at mærke – kan give bagslag for kongehuset.
- I en vis forstand er det jo latterligt med interessen op til dåben, men kongehuset er jo bundet af traditionerne med at holde navnene hemmelige. Så, nej, jeg tror ikke, der er nogle ulemper ved ledelsen af denne begivenhed.