Skatteministeriet har håndhævet regler, der endnu ikke var vedtaget i Folketinget.
Det drejer sig blandt andet om, at ministeriet har givet virksomheder mere tid til at betale moms og sat nye regler for kapitalpension i kraft, før de var vedtaget.
I begge tilfælde var Folketinget ikke færdige med at behandle lovene - men førte dem altså alligevel ud i livet.
Og det er i strid med grundloven, siger de radikales skatteordfører Niels Helveg Petersen.
"Det skal Folketinget skride ind over for. Vi er nødt til at slå fast overfor regeringen, at man ikke kan begynde at håndhæve regler, bare fordi de står i et lovforslag," siger Niels Helveg Petersen til Nyhedsbureauet Newspaq og fortsætter:
"Sagen er meget principiel, fordi den strider mod god lovgivningsskik og i virkeligheden også mod grundloven. Det skal Folketinget markere, så vi ikke oplever lignende tilfælde i fremtiden. Jeg kan ikke mindes at have oplevet noget lignende," siger Niels Helveg Petersen.
Kristian Jensen indrømmer og beklager fejlene, som han forklarer med, at der var meget travlt under behandlingen af lovforslagene.