Helle Hansen har ikke haft nogen indtægt siden juni 2011. Siden har hun levet af sin mands løn.

”Jeg har tjent mine egne penge siden jeg var 14. Jeg føler mig sat tilbage til 1930'erne, hvor mændene forsørgede kvinderne. Det er ydmygende,” siger hun.

Men den 53-årige bogbinder har intet valg. Hun er blevet opereret i begge fødder og to gange i skulderen.

Helle Hansen har ikke kunnet arbejde siden maj 2008, men hendes sygedagpenge løb ud for halvandet år siden. Hun har ikke ret til kontanthjælp, fordi hendes elektriker-mand tjener mere end 21.000. Kommunen tager sig meget god tid med at afklare, hvad der nu skal ske.

I mens går tiden. Indtil videre går det lige med hendes mands løn, men heller ikke mere. Hun frygter at de vil komme dertil, hvor de må sælge huset, som er hendes mands barndomshjem.

Den arm bliver ikke til noget

Helle Hansen har arbejdet først i forretning og siden som bogbinder-assistent, indtil en sygdom i hendes fodknogler gav hende brændende smerter, når hun stod. Hun fik savet et stykke af knoglen i begge fødder, men kan i dag maks stå op i seks timer fordelt over dagen.

Oveni fik hun slidgigt i skulderen og blev opereret. Men lægerne glemte et stykke knogle inde i skulderen, og ni måneder efter blev hun opereret igen. Men armen fungerer stadig ikke.

”Den arm bliver ikke til noget igen. Nogle dage er jeg ikke i stand til at skrælle de ti kartofler til aftensmaden til min mand og jeg,” siger hun.

Hun kan godt lege stilfærdigt med sine to børnebørn på tre og seks, men har svært ved at tage dem med på tur alene. De to mindre børnebørn magter hun ikke selv at passe, for hun kan ikke løfte eller bære dem.

"Der er ting, der er værd at gøre, selvom jeg er helt ødelagt bagefter. Jeg kan kun holde til en tur med de to drenge en dag hver 14. dag. Det er desværre ikke så meget. Men hvis jeg havde kræfter til det oftere, så ville jeg bruge dem på at arbejde," siger hun.

Men vejen til et job er lang. Helle Hansen skal i arbejdsprøvning for at afklare, om hun kan få fleksjob eller førtidspension. Men hele 2012 gik med tre korte arbejdsprøvninger og uden en afklaring.

I februar blev hun sendt ud på en café hvor hun skulle rengøre og fylde en salatbar på en sandwichbar og bagefter stå op og snitte grøntsager. Der holdt hun syv dage. Med den ene arm kunne hun knapt løfte de mindste af metalbeholderne i salatbaren.

Så kom hun på et opholdssted for psykisk handicappede, nogle af dem voldelige.

"Jeg var bange for dem. Jeg kan godt klare en femårig, der ikke gør som jeg siger, men at kæmpe med en mand på 100 kilo og en intelligens som en femårig, det kunne jeg ikke. Jeg var der syv uger," siger Helle Hansen.

Kassedame med en arm

I august blev hun arbejdsprøvet sidst. Det blev til fire dage af én time som kassedame i Føtex.

"Det var helt umuligt med en arm. Alle varer skal jo vendes og holdes op til scanneren.”

Og så er der ikke sket mere det år, end at kommunen i november har sagt, de vil indhente nye lægelige oplysninger om Helle.

Helle Hansen har også været til afklaring på Center for Beskæftigelse og Revalidering.

”Jeg plejer ikke at være på tværs, men der sagde jeg altså, at det kunne jeg ikke bruge til noget,” siger hun.

53-årige Helle, der kan stå op maks seks timer, og stort set kun kan bruge højre arm tastede sine evner ind i et computerprogram, og kom hjem med en liste over mulige job for netop hende. Nummer et var porcelænsmaler og derefter kom elektromekaniker og tarmrenser.

Den enarmede tarmrenser

"Jeg sagde til dem, at porcelænsmaler kan man altså kun være i København, og man skal være meget dygtig. Jeg tror ikke, jeg kan være tarmrenser siddende og med en arm. Der bliver jo også fyret slagteriarbejdere,” siger hun.

Siden er månederne gået uden hun har tjent en krone. Hendes store drøm er at prøve en arbejdsprøvning, det i det mindste er realistisk at hun kan gennemføre, og hvor hun måske kan blive.

"Jeg vil tjene mine egne penge. Bare ti timers arbejde om ugen vil være fint. Men kommunen har intet gjort for at finde noget. Jeg har spurgt alle, jeg kender, men alle steder siger de, at de ikke engang ved, om de kan beholde dem, de har. Og så skal de da ikke trækkes med mig," siger hun.