Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid bør lægge tørklædet og begynde at give mænd hånden. Det siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten. Hun mener desuden, at tørklædet er et trist syn, fordi de muslimske piger synes, at der er noget, de skal skjule.
- Jeg har altid følt, at det var trist at være vidne til, at unge piger, så snart de bliver teenagere, begynder at gå med tørklæde. Det handler i bund og grund om at de skjuler deres seksualitet. (...) Og det er meget svært at forklare i et ligestillet samfund, hvorfor unge piger skal skjule deres seksualitet, siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.
Partilederen er dog større modstander af, at nogle muslimske kvinder, deriblandt Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, ikke giver hånd til mænd.
- Det synes jeg sådan set er endnu værre. Jeg har selv været udsat for mænd af arabisk herkomst, som ikke ville give mig hånden. Det, synes jeg, er provokerende. Jeg opfatter det som mangel på respekt over for mig, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer, at hun aldrig ville stemme på en politiker, der ikke giver hånd.