Det har ikke været en sjov uge for Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.
Efter historierne om hendes mands Stephen Kinnocks skatteforhold mener mere end halvdelen af vælgerne nu, at Thorning fremover vil have et troværdighedsproblem, når hun skal angribe regeringens skattepolitik for at være asocial.
Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende.
Målingen viser også, at hele 83 procent mener, at familien Thorning burde have sikret sig en forhåndsvurdering hos Skat - noget som Helle Thorning i øvrigt har lovet, at parret vil få gjort snarest muligt.
Det er i ugens løb også kommet frem, at Helle Thorning-Schmidt scorer fuldt fradrag på huset nær Svanemøllen s-station i Københavns 2100-kvarter.