I 14 år har den omstridte grå-sorte kæmpe klods tårnet sig for enden af Rådhuspladsen. Og i alle årene har den været et af københavnernes ynglings hadeobjekter. Men nu er nedrivningen af den forhadte busterminal gået i gang.
Busterminalen blev allerede fra dag ét tilbage i 1996 kritiseret for at være malplaceret, grim og klodset. Den har endda været brugt i en reklame for risdesserten Mini Meal med sloganet "Mange fejl begås på tom mave". Og nu må den altså forlade pladsen til fordel for en metrostation.
Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), der var med til at tage beslutning om opførelsen af terminalen, husker, at kommunen blev lidt overrasket over, hvor sort klodsen egentlig endte med at blive.
"Det var en noget anderledes bygning, end vi var vant til, og diskussion gik meget på, om vi i kommunen vidste, hvor sort den blev. Vi fik forud for beslutningen nogle glasfarveprøver i A4-størrelse, og min opfattelse er, at den kom til at fremstå mere sort i forhold til glasprøverne," siger han til berlingske.dk.
Hovedarkitekten bag busterminalen, Svend Axelsson, har aldrig forstået kritikken af bygningen, som efter hans mening bare var forud for sin tid.
"Jeg synes, det var et godt, lille hus. Det har slidt og slæbt i det i små 15 år og har haft lige så mange besøgende som Nationalmuseet," siger han til avisen.
Om bygningen var forud for sin tid, eller om den virkelig bare var grim, skal ikke diskuteres her. Der har dog ikke været tegn på, at københavnerne er blevet gladere for den grå-sorte klods med tiden.