852 mennesker døde, da færgen Estonias natten mellem 27. og 28 september 1994 forliste mellem Sverige og Estland.
Den officielle forklaring var en defekt bovport, men de seneste 12 år har der verseret flere konspirationsteorier om, at færgen blev sænket på grund af, at den angiveligt hemmeligt fragtede militærmateriale.
Dette har den internationale havarikommision indtil videre afvist, men ifølge nye oplysninger har kommissionen talt usandt, oplyser nyhedsbureauet TT.
Oplysningerne kommer fra det estiske parlamentsmedlem Evelyn Sepp, der af flere omgange har talt med formanden for Estonias havarikommission, Uno Laur.
»Ved vort første møde nægtede Uno Laur, at han kendte til transporterne. Men for et par måneder siden medgav han, at havarikommissionen kendte til og havde diskuteret dem,« sagde Evelyn Sepp.
Militærtransporterne blev ikke nævnt i kommissionens slutrapport fra 1997.
Talsmand for havarikommisionen, Magnus Leivo, udtaler:
»Vor opfattelser er også, at fragtgodset om bord på Estonia ikke var årsag til forliset.«
Men dette forstår Evelyn Sepp ikke.
»Jeg er chokeret over, at han kan sige dette. Vi har i dag intet belæg for at kunne dementere eller bekræfte dette,« siger hun.
For at få afklaret sagen, vil Evelyn Sepp have samtlige navne på de estiske og svenske myndighedspersoner, som medvirkede i militærtransporterne. Desuden vil hun også vide, hvad fragten bestod af. Endelig skal aftalen om gravfred for Estonia mellem Estland, Finland og Sverige genforhandles, for at der kan hentes bevismateriale fra vraget, hvis det står til Evelyn Sepp.