Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Hans Lindberg er nogle af de landsholdsspillere, der vil have en større andel af Dansk Håndbold Forbunds sponsorpenge fra den nye aftale med Cimber Sterling.
Derfor meddeler de mandag gennem spillerforeningen, at de stiller op i deres private træningstøj, når landsholdet samles i træningslejr senere på ugen.
Men det vil håndboldforbundet ikke finde sig i. Og derfor oplyser forbundet mandag aften, at træningen er aflyst.
Og det passer ikke assistenttræner Peter Bredsdorff Larsen særlig godt.
"Alle kan nok forstå, at det er ikke så rart. Der er mange ting, vi skulle have nået. Vi er ikke så meget, samlet så vi har meget at nå, men vi må prøve at få det bedste ud af det," siger han til TV 2 Sporten.
Målvogter Kasper Hvidt er af de spillere, der vil have større andel i sponsorpengene.
"Det er DHF's beslutning, vi er utroligt villige til at træne og vores spillemæssige kvaliteter ændrer sig ikke efter, hvad vi har på," siger han.