Selv om myndighederne maner til fornuft i angsten for H1N1, så peger åbningen af tre epidemi-centre i en anden retning.
Det internationale netværk, Insight, som har centre i hele verden, og som i skrivende stund følger H1N1 på verdensplan, har nemlig åbnet tre ud af fem centre i Danmark.
Centrene bliver aktiveret ét efter ét, når antallet af influenza A-smittede har nået en højde, der svarer til epidemi. Indtil videre er centre i Belgien, Spanien og Norge aktiveret. I disse lande har myndighederne allerede erkendt, at der er tale om en epidemi.
"Når antallet er nysmittede er fordoblet - typisk på en uge - så er der per definition en epidemi. Det er en international veldokumenteret definition, og derfor er tre centre i Danmark nu blevet aktiveret," siger Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, til nyhederne.tv2.dk.
I Danmark ligger de fem centre på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Aalborg Hospital, Skejby, og Odense Universitetshospital. Og det er de tre førstnævnte, der nu er aktiveret. Men eksperter maner stadig til besindelse.
"Folk bliver ikke mere syge af influenza A, end de gjorde i foråret. Der var en bekymring om, hvorvidt virus var blevet mere aggressiv på grund af flere dødsfald i Norge, men ud fra dét vi ved indtil videre, så er der ikke tegn på, at virus har ændret sig markant," siger Jens Lundgren.