Landets gymnasieelever har umanérlig svært ved deres ABC.
Faktisk læser og staver mange så dårligt, at en lang række gymnasier sprogtester alle 1.g'ere. Det viser en rundringning, som Politiken har lavet.
Men det er ikke fordi, eleverne er dumme, siger næstformanden for Rektorforeningen, Birgitte Vedersøe, til avisen.
"Det er bestemt ikke mit indtryk, at der er tale om dårligt begavede elever. Derimod er det læseuvante elever. Det er en meget vigtig forskel," siger hun.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, afviser dog over for Newspaq, at folkeskolen har svigtet sin opgave, når elever starter uden de nødvendige læseegenskaber.
"Der er en meget stor andel af folkeskolens elever, som i dag starter på gymnasiet. Langt, langt flere end for nogle år tilbage. Det betyder, at det faglige niveau blandt elverne ikke er lige så højt, som det var tidligere," siger han, og tilføjer, at læseopgaverne i gymnasiet adskiller sig meget fra dem folkeskolen.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, det er en god idé at teste elevernes sproglige evner.