Gunnar dræbte stikkere

Han holder godt fast i maskinpistolen, mens han prøver at gøre sig usynlig i sit skjul ved siden af hendes lejlighed. 22-årige Gunnar Dyrberg er få sekunder fra at tage et menneskeliv. Hans spinkle krop sitrer af spænding. Nu skal det ske.

Det er formiddag den 3. marts 1944. Fire år efter at Danmark er blevet besat af tyskerne.

Bag væggen går Hedvig Delbo uvidende rundt. Pludselig åbner hun døren, og de to sabotører vælter ind. Så lyder skuddene. Hedvig Delbo når næppe at opfatte, hvad der sker, før hun er død. I faldet rykker hun Gunnars briller af. De er repareret med isolerbånd, så han er han nødt til at finde dem på gulvet i entreen. Ellers vil de afsløre ham som gerningsmanden.

Gunnar Dyrberg er ikke ked af, at han lige har slået et menneske ihjel. Hedvig Delbo skulle dø, fordi hun var én af Gestapos betalte stikkere. Hun fik udbetalt 20.000 kroner for at angive John og Jens, som var to af de ledende personer i modstandsgruppen Holger Danske. Jens slap væk, men John fik skudt sit ene ben i stykker og blev fængslet. Siden døde han. Det var vigtigt at få gjort hende tavs, så hun ikke kunne angive flere.

Senere på dagen mødes Gunnar Dyrberg med modstandsfolkene Flammen og Citronen . Han fortæller dem, at problemet er løst.

Bag skoven med udsigt til søer og græssende heste lever 86-årige Gunnar Dyrberg i dag et aktivt liv på sin gård i Høsterkøb.

Det lyse hår er blevet næsten hvidt, og brillerne er blevet tungere. Men Gunnar Dyrbergs hjerne er skarp som en flintesten. Han husker alt, hvad han vil huske.

Likvideringen af fru Delbo står stadig frisk i hans erindring.

»Det er egentlig mærkeligt, for der foregik ikke noget inde i mig, mens det stod på. Da beslutningen først var taget, førte jeg den bare ud i livet. Sådan. At tage et andet menneskes liv er det alvorligste, man kan være med til,« siger den tidligere sabotør i dag.

»Men det var dem eller os. Og så må du huske, at en likvidering ikke var en straf. Det var en forebyggelse, som kunne frelse flere kammerater fra at komme i Gestapos klør.«

Han kan ikke svare på, hvorfor han selv kom til at deltage i likvideringerne. Det var bare en nødvendig del af at være sabotør.

Gunnar Dyrberg mener ikke, at han selv er gjort af et bestemt stof. Da Danmark blev besat i 1940, var han bare en ganske almindelig dansk gymnasieelev. Fire år senere var han en iskold dræber.

Had mod krig

Fire år før Fru Delbo dør for enden af Gunnars våben, ånder alt fred i Danmark. Gunnar er lige stået op, da han hører de tunge flyvemaskiner i luften over hans hjem på Vesterbro.

»De holder deres øvelser på alle mulige tidspunkter. Kan man nu ikke engang få lov til at sove i fred,« mukker hans far.

Den 18-årige Gunnar Dyrberg finder først ud af, hvor slemt det er, da han ankommer til Vestre Borgerdyd Gymnasium på sin cykel. I klassen sidder alle med grønne flyveblade, som tyskerne har kastet ned. Der står sort på grønt, at Danmark ikke længere er en selvstændig nation.

Det gør ham vred. Han hader i forvejen krig. Og han foragter Hitler.

Senere på dagen trækker han en skotøjsæske med cykelvimpler frem fra sin plads under sengen. En af vimplerne stammer fra en tur, han var på i 1937 til Flensborg. Den er rød og forsynet med et stort hagekors i en hvid cirkel. Gunnar Dyrberg river det spidse flag midt over på langs og sætter det fast på væggen over skrivebordet med tegnestifter. Han føler sig desperat over de forbandede tyskere, men det kommer til at vare fire år, før han finder en gruppe, der vil gøre væbnet modstand. Som ikke er bange for at slå ihjel.

Dødsstraf

Likvideringerne bliver en del af Gunnars arbejde i modstandsgruppen Holger Danske, men det er livsfarligt arbejde, hvis det bliver opdaget. Fire måneder efter Gunnar Dyrberg har taget det første liv, sidder han hos sin mor i køkkenet. Maden er netop stillet frem på bordet, og gaflen sidder allerede i et stykke kød på hans tallerken.

»Gud, der kommer Gestapo,« udbryder hans mor med blikket ud af vinduet.

Det er 17. august 1944.

Gunnar Dyrberg er for længst holdt op med at bo hjemme, men af og til besøger han sin familie, når han regner med, at det er sikkert. Han har fået status som en af lederne i gruppen Holger Danske.

To sorte biler er stoppet op lige udenfor, og en gruppe mænd er på vej hen til opgangen.

Den 22-årige sabotør har gennem længere tid arbejdet tæt sammen med Flammen og Citronen , og han ved, at hvis tyskerne finder ham, vil han blive henrettet. Der er dødsstraf for sabotage.

Hurtigt springer han ned i gården fra soveværelset og slipper væk.

Tyskerne gennemsøger omhyggeligt hjemmet, og på Gunnar Dyrbergs værelse opdager de den flænsede cykelvimpel med hagekorset. Det tager de med sig som bevismateriale. Det er sidste gang, Gunnar Dyrberg er hjemme, før krigen slutter.

Overgivelse og overlevelse

En enorm lettelse strømmer gennem Gunnar Dyrbergs krop kun små fire måneder senere. Han hører budskabet fra London på kortbølgeradioen i en lejlighed i Hellerup. Tyskerne overgiver sig. Gunnar Dyrberg er sammen med seks andre modstandsfolk, men der er ingen jubel eller hurraråb. Kun en enorm lettelse. For Gunnar selv betyder overgivelsen, at han sandsynligvis overlever krigen. Det har han ikke selv regnet med. Han er den eneste fra modstandsgruppen, der udelukkende har opholdt sig i Danmark under hele krigen. Mange andre er bukket under for presset og rejst til Sverige. Eller døde.

Det er den 4. maj om aftenen i 1944.

Sabotørene får travlt med at komme ud af døren til Gentofte Hotel, der lynhurtigt bliver omdannet til et hovedkvarter med vejspærringer og maskinpistoler. Gunnars kompagni under Holger Danske er klar til kamp. Hvis nu de tyske styrker i Danmark skulle nægte at overgive sig.

Men der sker ikke noget. Tyskerne er lige så glade for, at krigen endelig er slut, som de er.

Ikke ramt af traumer

Gunnar Dyrberg har levet med erindringen om de grusomme begivenheder for 68 år siden. Han har set venner og fjender dø. Men han afviser, at han har måttet arbejde for at lægge det bag sig.

»Jeg er lykkeligvis ikke blevet ramt af traumer, som så mange af mine kammerater. Det har aldrig forstyrret min nattesøvn. Jeg drømmer meget, men det har aldrig noget med den tid at gøre. Jeg går heller ikke og er nervøs for noget som helst,« siger han hurtigt.

Antallet af dræbte, som han bærer ansvaret for, vil han ikke tale om.

»Jeg lever jo endnu, og helt ærligt så kan jeg heller ikke huske det,« smiler han og trækker lidt på skuldrene.

Selvom det næsten er to menneskealdre siden, er der stadig en episode fra krigen, der gør Gunnar Dyrberg trist.

»Vi kom til at slå en barn ihjel. Vi anede ikke, at han var i bilen, da vi skød,« siger han.

Gunnar Dyrberg har ingen planer om at fejre 9. april. Det er en skammens dag, synes han. Der er intet at fejre.

»Vores store dag er 29. august 1943, da vi endelig med vores ulovlige modstand fik tvunget regeringen til at gå af, så Danmark kunne komme med i det gode selskab,« siger han og tilføjer:

»Nej, jeg vil nyde det forår, som endnu en gang er på vej, og glæde mig over de rådyr og fasaner, som trygt kan græsse på mine markerne uden fare for at blive skudt.«

Siden krigen har Gunnar Dyrberg ikke rørt et skydevåben.