Tyveriet af Guldhornene fra museet Kongernes Jelling har medført kritik af sikkerheden på museet, da der ikke engang var videoovervågning på stedet.
Efter politiet nu har fundet Guldhornene og Ravbjørnen, der også blev stjålet natten til mandag, vil Nationalmuseet kigge nærmere på sikkerheden.
- Det er en meget stor oplevelse for et museum at få stjålet sine genstande. Der er mange variable, når man vurderer, hvordan sikringen på en udstilling skal være. Genstandene i udstillingen bliver opbevaret, så de ikke tager skade, og vi lægger også vægt på, at gæsten kan få en oplevelse af genstanden, der bliver udstillet. Og så er der også det økonomiske aspekt, sagde direktøren for Nationalmuseet, Carsten Larsen, på et pressemøde onsdag formiddag.
Nationalmuseets direktør ville dog ikke give noget løfte om, at der kommer videoovervågning på stedet.
På trods af tyveriet vil Guldhornene blive genudstillet på Kongernes Jelling.
- Når vi har fået justeret sikringen i Kongernes Jelling, vil genstandene blive genudstillet. Jeg vil ikke sige hvornår, men jeg har et stort håb om, at Guldhornene og Ravbjørnen - og forhåbentlig også halsringen - vil kunne blive genudstillet, så børnene i efterårsferien vil kunne se dem i Jelling, sagde Carsten Larsen.
Museumsdirektøren glædede sig over, at genstandene er blevet fundet efter adskillige tips fra borgerne.
- Jeg vil gerne takke for den indsats, som viser, at samfundet ikke vil finde sig i, at vores fælles kulturarv bliver sjålet for egen vindings skyld, sagde han.