Isam B.:
Institution (Sony-BMG)
Nu forstummer de nok, anklagerne fra Dansk Folkepartis Ungdom mod multietniske Outlandish om islamisk fundamentalisme, middelalderligt menneskesyn og landsforræderi. Ellers bliver de for alvor ufrivilligt morsomme. Tja, måske propper DFU-medlemmerne »en finger i øret for ik’ at høre nuets vind,« som Isam Bachiri poetiserer om en lidt anden problemstilling undervejs på solodebuten Institution. .
Den 31-årige forsanger og kreative løftestang i trioen fra Brøndby Strand præsterer i hvert fald et album, der kun kan betegnes som brillant, nutidigt og ? pæredansk, såmænd. Han synger på dansk, han fortolker den sansebombe, som i manges ører burde have været den danske nationalsang, han udstiller med minimale midler skævheder og uretfærdigheder i det danske samfund, og hele vejen holder han den poetiske balance i et splittet sind – musikalsk som menneskeligt.
Isam, ikke islam
’Institution.’ er den smukkeste og mest vedkommende danske plade, jeg har hørt i 2007, og det kniber uvægerligt med at udsætte noget på den. Melodimæssigt fænger alt, simpelthen, og selv om omkvædet i ’Alle Veje Fører til Malmø’ lyder vel meget som Justin Timberlakes ’Summer Love’, er tone og frasering sin egen.
Fascinerende nok stikker C.V. Jørgensen-coveret af ’Entertaineren’ ud som den mest Outlandish-lydende skæring på skiven, men flere af Isams tekster tangererer faktisk forbilledets høje niveau. Tag bare ’År Som Måned’, der bringer moske-problematikken i spil på fineste vis. Udgangspunkt ligger i Isam, hverken islam, fordomme eller ultimatummer – når han strejfer de tomme kirkerum på en magisk søndag morgen i Københavns hjerte og snart efter klemmer sig ind i de overstuvede baglokaler under fredagsbønnen, hvor han alligevel føler sig »ene og helt alene«.
Andre paradokser hudflettes i ’Alle Veje Fører Til Malmø’. Her spøger 24 års-reglen fra første færd:
»Loven kan ikk’/naturen kan ikk’/styre hjertets sind,« konstaterer Isam.
Til sidst i sangen sætter han kvalerne op mod de landsmænd, som farer i falsk landflygtighed for at have råd til en benzinflyder og andre fornødenheder:
»Alle veje fører til Malmø, yeah/mere bil, mere hus, mere bling/det så’n landet ligger.«
Også de overtolerante halalhippiehoveder får en hilsen og bedes tage tidsmaskinen tilbage til 1960 erne, thi »hvad er ignorance andet end doven tolerance,« retoriserer Isam B.
En flakkende fakkel
Sluttelig skal Institution. s overraskende produktion have et par ord med vejen. Isam B. har lagt de programmerede hiphop-beats fra sig og svæver i stedet på en luftig og håndspillet orkestrering med masser af bækken, rytmeguitar, orglede tangenter, duvende bas og korharmonier. Organisk, underspillet og gennemsjælet R&B, som man alt for sjældent hører det – ledt af en laber og aldrig overfraserende stemmeføring. Herligheden er tilmed produceret af ham selv.
Fra denne hårdt prøvede anmelder drysser de første seks stjerner nogensinde. Isam er nummer 1 og min generations klarest flakkende fakkel. Eller med en lille omskrivning af H.C. Andersens og Poul Schierbecks oversete fædrelandshyldest, I Danmark Er Jeg Født , der bliver så loyalt og rapt revitaliseret undervejs: Du danske friske strand, hvor Dannebrogen vajer/Gud gav os den – Gud giv Isam sejr.