Mens det er sikkert, at en selvmordsbomber udløste den eksplosion, hvor Benazir Bhutto mistede livet, er det mere usikkert nøjagtig hvordan hun døde. Den pakistanske regering hævder, at Benazir Bhutto blev slynget mod en bil ved bombeeksplosionen, hvorefter hun fik smadret kraniet mod bilens soltag.
En partikollega fra Pakistan Peoples Party, PPP, var med til at vaske Bhuttos lig inden begravelsen, og vedkommende hævder, at Bhutto havde et skudhul i hovedet. Det har fået kritikere til at beskylde den pakistanske regering for at dække over dødsårsagen.
Men en talsmand for den pakistanske regering siger, at den bygger sine oplysninger på intet andet end fakta, og regeringen giver grønt lys, hvis nogen ønsker at åbne Bhuttos grav og undersøge sagen.
- Vi har ikke noget imod, hvis lederne af Peoples Party ønsker, at hendes lig skal graves op og obduceres. De er velkomne, men vi har oplyst, hvad der er fakta, siger talsmand Javed Iqbal Cheema ifølge CNN.com.
Regeringen sagde kort efter attentatet, at Bhutto døde af et skud, dagen efter var forklaringen granatsplinter, mens de fredag lagde sig fast på, at Bhutto døde, fordi hun blev slynget mod soltaget. Ifølge International Herald Tribune hævder læger på det hospital, hvortil Bhutto blev bragt efter selvmordsbomben, at en obduktion blev standset af politichefen i Rawalpindi, hvor attentatet fandt sted.
Ifølge BBC News ønsker Bhuttos enkemand Asif Zardari en FN-undersøgelse af attentatet.