Færre og færre af os får en glad gris på gaflen. For slagtesvin bliver i stort omfang mishandlet, når de gennes fra staldene ud til de lastbiler, der skal køre dem til slagteriet.
Slagtesvinene bliver blandt andet slået med rør, brædder eller kæder, skriver Jyllands-Posten.
På blot to år er der sket en femdobling af sager, hvor grise bliver udsat for vold. Det registreres af både Danmarks største slagteri, Danish Crown i Horsens, og Institut for Veterinær Sygdomsbiologi på Københavns Universitet.
Nogle gange ankommer slagtesvinene til slagterierne med store skader på kroppen.
"Når vi efterfølgende undersøger dyrene, kan vi med ret stor præcision fastslå, hvornår de er blevet slået. Det er i langt de fleste tilfælde sket på det tidspunkt, da de er blevet afhentet hos landmanden", fortæller professor Henrik Elvang Jensen fra Københavns Universitet.
En af årsagerne til stigningen kan være, at Danish Crown i 2006 indførte nye afregningsregler, der belønner landmændene for at læsse grisene hurtigt.