En af de værst tænkelige skader har ramt AGF-veteranen Peter Graulund.
Akillessenen er revet over, og en pause på op til ni måneder venter angriberen.
Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Skaden opstod under onsdagens pokalkamp mod Vejle-Kolding.
Han bliver opereret på Privathospitalet Aleris-Hamlet over middag i dag.
"Operationen foregår normalt under lokalbedøvelse og tager en lille time. Han må efterfølgende ikke belaste foden og skal gå med en skinne på benet i et par måneder," siger AGF's læge Jacob Astrup.
Derefter venter et længere genoptræningsforløb.
"Og normalt tager det ni måneder at komme tilbage fra sådan en skade," siger AGF's læge Jacob Astrup.
Sportschef Brian Steen Nielsen er ked af det, både på Peter Graulund og AGF's vegne.
"Det er et hårdt slag for alle, først og fremmest for ham selv, men også for klubbens fans, sponsorer og dansk fodbold i det hele taget. Han er en af de største profiler i Superligaen, og han vil blive savnet," siger han.
Han maner til ro i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Peter Graulund har scoret sit sidste mål på topplan.
"Man kan allerede nu begynde at drage en masse konklusioner, men jeg synes, at vi lige skal slå koldt vand i blodet og se, hvordan operationen forløber," siger Brian Steen Nielsen.
Kilde: AGF Fodbold