Hvis et forslag fra Enhedslisten og SF i dag går igennem i Folketinget ser det ud til, at forbrugerne får en lovsikret ret til at takke nej til gratisaviser og reklametryksager.
»Mange danskere vil få glæde af de nye husstandsomdelte gratisaviser, men der er også rigtig mange, der helst vil være fri for de mange ekstra tons papir. Det skal de have ret til. Det kan man ikke garantere med den nugældende lovgivning, og oplysningerne fra bl.a. Forbrugerrådet dokumenterer da også, at der er mange tilfælde, hvor forbrugernes ønsker ikke bliver respekteret,« siger Morten Homann (SF).