Danskerne kan godt lide deres arbejde. Næsten tre ud af fire erklærer sig tilfreds med deres arbejdsplads - undtagen når det kommer til sundhed.
Så er blot hver tredje tilfredse med de rammer, deres arbejdsplads stiller til rådighed.
Det viser en ny undersøgelse, som Hjerteforeningen har fået lavet.
"Arbejdspladsen burde tage mere ansvar for medarbejdernes sundhed. En frugtskål er ikke længere nok. Medarbejderne prioriterer ting som arbejdsgiverbetalt motion, mulighed for motion i arbejdstiden og sund kantineordning," siger Inge Vestbo, direktør i Hjerteforeningen.
Netop frugtkurven er ifølge en tidligere undersøgelse virksomhedernes foretrukne sundhedsfremmende tiltag.
56 procent tilbyder frugt til medarbejderne, mens blot otte procent har indrettet motionsrum til medarbejderne, og 20 procent yder tilskud til medarbejderes fritidsmotion.
Spørger man til, hvilket sundhedsfremmende tiltag medarbejderne helst ser på deres arbejdsplads, svarer den største part - 32 procent - at der er mulighed for motion i arbejdstiden.
På en delt andenplads kommer massageordning og sund kantine.
Forskning fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet viser, at motion i arbejdstiden ikke koster chefen en krone.
Gevinsten ved motion er større trivsel og færre sygedage blandt medarbejderne - og det opvejer den tid, der går ved kondicyklen eller i fitness-rummet.