Af Morten Runge moru@avisen.dk
De står i små grupper. Omfavner hinanden og græder sammen. Andre deler tulipaner ud til forbipasserende.
Adskillige aktivister har efterhånden fundet vej til Nørrebro, efter en nedrivningskran mandag morgen begyndte at ødelægge Ungdomshuset. Og mange havde svært ved at holde tårerne tilbage.
"De kan kaste lige så meget tåregas som de vil, der vil aldrig blive
grædt så meget som idag. Det er ikke bare et hus, det er et symbol på
hele vores kultur," siger Isis Hvitsted på 16 år, der dog er fortrøstningsfuld.
"Jeg
tror, at vi får et nyt hus. Kommune vil jo ikke have os rendende rundt
i gaderne. Det her viser lige præcis, at der ikke plads til os."
Mille på 14 år har taget fri for skole for at følge nedrivningen.
"Det er svært at kigge på. Det giver overhovedet ingen mening," siger Mille.
Helle Andersen, der er repræsentant for Forældre mod politibrutalitet mener, at kommunen skal give de unge krisehjælp.
"Det er som at miste et familiemedlem. Hvad skal jeg sige til mine børn? Når det gør så ondt på mig, tør jeg slet ikke tænke på, hvor ondt det gør på dem," siger hun.
Bo står sammen med sin kæreste. De følger nedrivningen, mens de holder om hinanden.
"Det er så forkert at se på," siger Bo, mens hans kæreste lover, at de nok skal finde ud af, hvem der står bag nedrivningen. Kranen, der lige nu er i gang med at destruere huset, er malet sølvfarvet, så firmaet, der har påtaget sig opgaven ikke bliver genkendt.