Der skal højere tal på bunden af lønsedlen for alle dem, der arbejder i industrien.
Det slog formanden for CO-industri, Thorkild E. Jensen, fast på et pressemøde fredag. Meldingen kommer forud for overenskomstforhandlingerne mellem CO-industri og arbejdsgiverne fra Dansk Industri (DI), der går i gang fredag.
»Den danske økonomi er stærk, og der er stor vækst for de danske virksomheder. De gode resultater skal medarbejderne også have del i. Vores medlemmer har meget høje forventninger,« siger Thorkild E. Jensen, der også er formand i Dansk Metal.
Men det kan blive svært at honorere, mener administrerende direktør for Dansk Industri, Hans Skov Christensen. Og det skyldes ikke mindst det forventningspres, der er lagt før forhandlingerne.
»Opmærksomheden fra medier og politikere er langt større end ved de seneste forhandlinger i 2004. Det er kompliceret, hvis der laves en forventning, der er uden hold i virkeligheden. Summen af alle forventningerne kan gøre forhandlingerne meget vanskelige, men vores strategi er at lave en løsning inden den 13. februar. Vi ser ingen andre alternativer,« sagde Hans Skov Christensen.
Høje cheflønninger til blandt andet den tidligere TDC-chef Henning Dyremose har været nævnt flere gange i optakten til forhandlingerne. Men det har ingen betydning, understregede Hans Skov Christensen.
»Enkeltpersoners løn influerer ikke på forhandlingerne. Vi kigger på det samlede billede og her viser tallene, at lønudviklingen for både ledere og timelønnede har været stort set den samme. Desuden har jeg før sammenlignet lønningerne med professionelle fodboldspilleres, og jeg har aldrig forstået, hvorfor man uden for fodboldverdenen ikke kan anerkende lønnen som en del af den internationale konkurrence,« siger DI-formanden.
Han bliver dog modsagt af Thorkild E. Jensen.
»Jeg har altid sagt, at folk skal have den løn, de er værd. Og når vores medlemmer hører om sådanne høje lønningerne påvirker det da klart deres forventninger til resultatet,? sagde Thorkild E. Jensen.
Forhandlingerne i industrien omfatter i alt 240.000 ansatte og forventes afsluttet den 13. februar.