De deler små flyers ud i morgenkulden, luften er skarp. Vi træffer ham pakket ind i halstørklæde og sweater på hjørnet af 25. gade og 3. Avenue, han har sikkert stået her siden nat blev til dag i New York City.
»I dag er det valgdag,« siger han glad, måske ser vi ud til at tilhøre den halvdel af amerikanerne, der ikke gider stemme.
Vi får en flyer stukket i hånden: Frank J. Scala stiller op i 37. distrikt og lover at gøre noget ved larmen i kvarteret om natten. God idé, vi overlevede med selvudvidede hørepropper, men at få larmen i New York til at høre op er ikke lettere end at skabe fred i Irak. Rart og varmt er løftet dog: Midt i det amerikanske morads, midt i en krig, der åbenbart ikke kan vindes, midt i et truende kollaps af pensions- og sundhedssystemet. Intet håb er større for USA lige nu: Stilhed, stilhed, stille. Fred.
Men det valg, Scala stillede op til i går, kom ikke til at handle om husleje, vold, skoler eller stilhed, det var et valg for og imod Bush, selv om det skulle handle om alt andet, og præsidenten ikke var på valg (31 procent, skriver Washington Post, ville bruge deres stemme til at udtrykke deres vrede mod Bush). Og valget blev ikke afgjort på 25. gade, hvor vi fik flyers, men længere sydpå, på Lower Manhattan, hvor enorme projektører oplyser hullet efter Twin Towers, og hvor amerikansk politik fødes og dør.
Her er forandret, frygt og fortvivlelse er blevet til værdighed og tro, »United We Are«, siger amerikanerne stadig, men de synes nu forenede i troen på sig selv og hinanden, ikke i vrede. De sørgende er væk, kun to roser er med mange meters mellemrum stukket ind i det trådhegn, der omgiver hullet.
To roser er ikke mange, er gråden forstummet? Alle har vi set de to fly, der rammer tårnene, forbløffelsen, rædslerne, skyer af støv og beton og sten, da verden styrtede sammen, men vreden, forbløffelsen og sorgen er så meget mere forståelig, når man står her ved hullet ? eller træder ind i det lille museum få meter væk.
Her, i en montre, et forvredet cockpitvindue fra et fly. Et krøllet Visa-platinkort, nøgler, der stadig kan åbne den rigtige dør, en ubegribeligt uberørt kvittering fra ?PA. Restaurant? i det ene tårn. Her havde Al købt cornflakes, betalt med en fem-dollarseddel, fået 3,95 tilbage, og da var klokken 8.29, og morgenmaden havde kostet 1,05, og kun lidt mere end en halv time senere var det slut, slut, slut, og en ny verden kunne begynde.
Der står lommetørklæder til de grædende ved fotostaten af de mange plakater med savnede, ophængt overalt i timer, dage og uger efter 9/11, men ingen græder. Det ser ud som om såret heler, og hullet i nationen lukkes, langsomt, men det lukkes.
Irak-krigen var vist ikke USA?s svar på nationens sorg, det ser de fleste.
Og for mange newyorkere har det været smertefuldt at se deres by, der er farvet som et kludetæppe, og hvor alle sprog er alles sprog, legitimere krige, der ? siger selv CIA ? kun har gravet dybere kløfter mellem kulturer og religioner. For Bush, imod Bush. For Jude Michael, »afhoppet republikaner«, som han siger, og ejer af The Burger Joint på 3. Avenue, er der ingen tvivl:
»Bush er en katastrofe for landet. Irak-krigen, den elendige økonomi, nej til forskningen i stamceller; han aner intet om middelklassens problemer, interesserer sig kun for sine olie-venner. Nej, aldrig igen, jeg kan ikke vente til 2008 med at stemme på Hillary,« siger han.
Og jo, vigtige ting var der på tapetet i New York ? og så alligevel ikke. For Jude Michael var der ét formål med valget: At sige nej til Bush. Andre er bare imod, har mistet håbet: Som finansmanden Alex Vladisavljevic, der bor i Florida, men drikker kaffe udenfor i solen. New York kan være nådig i november.
Han gider ikke, han har set en film om, hvor let det er, at hacke sig ind i valgsystemet, han hader lobbyister og påvirkning og alt det pis. Han tror ikke på, at det nytter, ved ikke hvem, der bestemmer alligevel, nej. Han har givet op.
Men den hotelmanager, der møder os på det absurde kunstnerhotel Carlton Arms Hotel ? et tidligere hjem for fattige, nu et billigt hotel med trashy værelser pyntet af kunstnere ? er ikke tvivl: Ved disken hænger et overkrydset billede af Præsident Bush:
»Better her than him,« siger han.
»Hellere hende end ham« ? og peger på et postkort med Dronning Margrethe.