Knap er den tyske fodboldsæson slut før fodboldmastodonten Bayern München åbner pengekassen og køber stort ind.
Ifølge flere tyske medier har storklubben sendt 223 millioner danske kroner til Stuttgart, der sender landsholdsangriberen Mario Gomez den modsatte vej som tak for checken. Handlen skulle være den største i tysk fodboldhistorie nogensinde.
"Jeg glæder mig over skiftet til Bayern München. I den kommende sæson vil jeg gå efter at vinde mesterskabet med denne klub, og jeg glæder mig meget til at spille i Champions League," siger Mario Gomez til Bayerns hjemmeside.
Mario Gomez blev nummer tre på Bundesligaens topscorerliste med 24 scoringer. Kun Wolfsburgs to angrebskometer Edin Dzeko og Grafite scorede flere mål end Gomez, der endte på tredjepladsen med Stuttgart. Bayern München blev nummer to - tre point efter de nykårede tyske mestre, Wolfsburg.