Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen giver her otte råd til, hvordan du kan sikre dig imod, at dit jobtab får en negativ indflydelse på familielivet.
Rådene kan bruges af alle, men er først og fremmest henvendt til forældre med hjemmeboende børn
1. Bevar rutinerne
Det handler om at bevare en struktur i hverdagen, da børn bedst kan lide forudsigelighed og faste rutiner.
Lad være med at ændre tidspunktet på vækkeuret. Stå op så du kan aflevere børnene samme tid som du plejer. Men hent dem gerne lidt tidligere. De vil elske ekstra tid med mor eller far.
Husk at tage ud efter morgenbordet og at støvsuge lige så ofte som da du havde travlt på jobbet. Hjemmet skal ikke ændre sig i takt med din nye hverdag.
2. Vær ærlig
Vær åben omkring, hvad der er sket og hvad du vil gøre for at finde et nyt arbejde, og lad dit barn vide, at du har styr på det.
Måden, du kan forklare fyresedlen på afhænger af barnets alder. Børn helt ned til to-tre års alderen bemærker, hvis du sidder og græder eller generelt er ked af det.
Så sig det direkte: ”Jeg er ked af det.” For eksempel kan du forklare det med: ”Mors job er der ikke mere, men du skal stadig i børnehave og storebror skal i skole,” hvis du har små børn.
3. Se det positive i situationen
Vend din situation til noget positivt. Tænk på, at du har fået mere tid sammen med din familie, at du kan hente børnene tidligere og at du har mulighed for at holde børnene hjemme til en hyggedag i ny og næ.
4. Undgå at isolere dig socialt
Du har måske mest lyst til at blive i din trygge hule derhjemme, fordi fyringen har givet dig et knæk på selvtilliden.[pagebreak]
Men sørg i stedet for at se nogle mennesker. Udnyt muligheden for, at du har mere tid til at mødes med dine venner og at du kan tage ungernes legekammerater med hjem, og måske oven i købet invitere deres forældre med. Endnu en mulighed for at skabe nye kontakter.
5. Husk dig selv
Betragt det som en fordel, at du for en periode har bedre overskud til dig selv. Gå en tur i skoven, start til motion. Tillad at gøre noget godt for dig selv med god samvittighed.
6. Tillad dig selv en sørgeperiode
Det er okay, at du føler dig trist og ulykkelig, men prøv ret hurtigt at se fremad og se på mulighederne i din situation.
Det er vigtigt, at du ikke giver op, begynder at ryge for meget, eller ikke længere tager dig af de huslige pligter. Pas på, at hjemmet ikke går i opløsning. Det værste signal man kan sende til børn er, hvis hjemmet begynder at rode og det ikke ser ud som der plejer.
7. Find din handlekraft frem
Efter din sørgeperiode skal du hurtigst muligt begynde at vise handlekraft ved selv at tage ansvar for din situation.
Udvis håb og forventninger ved for eksempel at sige til dine børn, at du nok snart skal finde et nyt job. Det har en positiv indflydelse på dit humør og dermed på stemningen i hele familien, og det er med til at give børnene færre bekymringer på dine vegne.
8. Vær ikke bleg for at søge hjælp
Kan du ikke komme op af sofaen, flyder det hele for dig, begynder du at ryge mere og mere, så tag til lægen og bed om at blive henvist til en psykolog. Sommetider har den virksomhed, hvor du er blevet opsagt også en ordning, der tilbyder efterfølgende hjælp.
Kilde: Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog.