Hun har prøvet det tre gange før, og nu melder Ghita Nørby, at hun står over for en ny skilsmisse.
Den folkekære skuespillerinde har i 27 år været gift med kapelmester og komponist Svenn Skipper, men i dag er det kommet frem, at parret er separeret og skal skilles, skriver Ekstra Bladet.
"Nu går jeg ud af mit fjerde ægteskab. Det har eksisteret i mange år, og det er med stor smerte, at jeg nu siger farvel til Svenn," forklarer Ghita Nørby til avisen.
Parret har nu sat deres fælles hus i Holte til salg.
Ghita Nørby, der regnes som en af de største danske skuespillere, har tidligere været gift med arkitekt Mogens Garth-Grüner, sangeren Dario Campeotto og skuespillerkollegaen Jørgen Reenberg.
Hun og den nu tidligere musiker-ægtemanden skilles ifølge avisen som gode venner og uden dramatik.
De har ikke ønsket at kommentere yderligere på bruddet.
Kilde: Ekstra Bladet