»Det her er det værste, som jeg har oplevet i 24 år,« siger direktør Georg Sørensen for Herning Messecenter efter, at de onsdag blev politianmeldt for forsøg på bedrageri. Nu indsender de en klage over Fødevarestyrelsens rejsehold.
I går skrev Nyhedsavisen, at messecenteret på menukortet havde reklameret med kalvekød i tomatsovs til deres 3.800 VIP-gæster i forbindelse med Genesis-koncerten i sidste uge. Men en razzia fra Fødevarestyrelsens rejsehold viste, at kødet i virkeligheden var 900 kilo ungtyrekød købt fra det sydjyske slagteri Skare, der sidste år blev anklaget af tidligere medarbejdere for at sælge gammelt kød og snyde med oprindelseslandet.
Fødevarestyrelsens rejsehold fandt også i forbindelse med popkoncerten tabasco-sovs fra 1997 på lageret og kiks, der skulle spises i 2003 og måtte lukke to boder, fordi de opbevarede mad ved stuetemperatur.
»Det tager vi til efterretning. Men klagen over kalvekødet i tomatkød er urimelig. Gæsterne vidste jo ikke på forhånd, hvad vi ville servere. Derfor indgiver vi nu en formel klage,« siger direktøren for Herning Messecenter, der mener, at det skal med, at de årligt serverer mad for 800.000 mennesker uden, at de tidligere har fået en sur smiley på kontrolrapporterne.
Fødevarestyrelsens rejsehold vil ikke kommentere kritikpunkterne.
»Men de er selvfølgelig velkommen til at klage. Det er jo deres ret,« siger leder Michael Rosenmark fra rejseholdet, der ellers er kendt for at have fundet 150 tons gammelt kød på lagre det sidste år.