De har forlængst sagt farvel til de faste baller, talje og struttende bryster.
Men de er glade for deres slidte kroppe. Og ikke bange for at vise dem frem og svinge med hvad svinges kan.
En gruppe strippende bedstemødre har taget England med storm, og hvad enten publikummerne er unge eller gamle modtages de med jubel.
Alderspræsidenten er den 74-årige mor til syv, Lena. Hun er træt af at det altid er de unge, barmfagre blondiner, der løber med al opmærksomheden. Og sammen med en gruppe jævnaldrene har hun sat sig for at vise at sex og erotik ikke er et overstået kapitel efter de 60.
- Jeg tror, mange har savnet sådan nogle som os. Vi er virkelige, naturlige kvinder, siger hun til den engelske avis The Sun.
Mere populær med alderen
Selv har Lena altid været glad for sin krop. Faktisk har hun haft et bijob som stripper i 25 år. Og hun har tænkt sig at blive ved så længe benene kan holde.
- Og min popularitet er jo faktisk vokset i takt med at jeg er blevet ældre, siger hun.
Fra fed ballon til sexsymbol
62-årige Fran er nybegynder i stripperfaget.
- Indtil for få år siden var jeg alt andet end glad for min krop. Som ung havde jeg den rigtige timeglas-facon, men efter at have født to børn, er jeg blevet større og større. Og da min mand døde, trøstespiste jeg indtil jeg lignede en ballon, fortæller hun.
250 mails på én dag
Vægten er stadig i overkanten af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men i dag er hun glad for sin krop. Vendepunktet var mødet med den meget yngre italiener Joe via internettet.
- Han syntes, mine kurver var sexede og elskede mine store bryster. Han tog billeder af mig og lagde dem på nettet, og dagen efter var der kommet 250 mails til mig fra begejstrede mænd, fortæller hun.
Blandt beundrerne var flere professionelle fotografer.
- Joe sagde: Hvorfor ikke dele dine kurver med hele verden .
Debut som liderlig husmor
Og det gjorde hun så. Først som model og siden som stripper. Den første modelopgave glemmer hun aldrig.
- Min første opgave var en fotoserie, hvor jeg skulle være den her liderlige husmor, der var ude på sjov med håndværkeren. Jeg var så nervøs, at jeg dirrede, men det gik godt, fortæller Fran til avisen.