Selvom man ikke nødvendigvis skal se frem til en lang ledighedsperiode, hvis man har mistet jobbet i en massefyring, så kan man risikere at måtte tage til takke med en langt lavere løn i sit næste job.
Sådan lyder vurderingen fra økonomiprofessor Niels Westergård-Nielsen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet ifølge epn.dk. Han henviser til både dansk og international forskning.
"Det har vist sig, at folk ikke får den samme løn i det næste job, så der lider man altså. Der er en betydelig lønnedgang forbundet med at få et nyt job, efter man har mistet det foregående i en massefyring," siger han.
Grunden til, at der er stor sandsynlighed for, at ofre for massefyringsrunder, kommer hurtigere i job end andre, er ifølge Niels Westergård-Nielsen, at virksomhederne konkluderer, at der ikke er noget i vejen med vedkommende, når det har været en massefyring, der var grunden. Samtidig vil en massefyring ofte skyldes, at en virksomhed dropper et forretningsområde, og det kan en konkurrerende virksomhed så tage op og vil få behov for arbejdskraft.
Men de risikerer altså at måtte acceptere en lønnedgang. Det kan skyldes, at lønningerne i det tidligere job er kommet højt op gennem årene. Det kan også være, at medarbejderen har været dygtig i sit tidligere job, men måske lige har noget at lære i det nye, før han når samme niveau.
"Desuden ved den nye arbejdsgiver godt, at den fyrede gerne vil have et job igen, så man tilbyder en lavere begyndelsesløn, og det accepterer folk ofte," siger Niels Westergård-Nielsen.