Danmarks Radio skal betale 300.000 kroner i erstatning til en af de medarbejdere, der blev sluset ud under fyringsrunden for to år siden.
En nu 65-årig kvinde har fået rettens ord for, at hun blev fyret på grund af sin alder. Det skriver DRåben, som er DRs interne personaleblad på intranettet.
Sammen med fire andre medarbejdere i DR Kultur mellem 55 og 62 år blev hun tilbudt en aftrædelsesordning. Men hun takkede nej og ringede til Dansk Journalistforbund for at slæbe DR i retten, da hun mente, hun var blevet overflødig på grund af sin alder og ikke på grund af sine kvalifikationer.
Det har hun nu fået medhold i, men hun har ikke fået den årsløn, som hendes krav lød på.