47-årige Pia Nymark elskede sit job som billetkontrollør hos Midttrafik. Men det er nu slut.
Efter længere tid med dårligt arbejdsmiljø og flere besøg fra Arbejdstilsynet, blev Pia Nymark og hendes kollegaer sendt på et kursus i bedre arbejdsmiljø i januar 2010.
På kurset blev alle opfordret til at komme med deres besyv til, hvordan arbejdsmiljøet kunne blive forbedret. Pia Nymark havde aldrig brokket sig i sin ansættelse, men med opfordringen fortalte hun på kurset, hvordan hun mente, Midttrafik kunne blive en bedre arbejdsplads. Pia Nymark tog glad hjem fra kurset.
"Efter kurset blev jeg kaldt til møde og fik at vide, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg følte mig overfuset," siger Pia Nymark.
Efter mødet oplevede Pia Nymark kold luft fra ledelsen.
I de eftergølgende uger blev hun sygemeldt af sin læge, fordi hun havde det svært med optrinnet hos Midttrafik. Det førte til, at hun sammen med sikkerhedsrepræsentanten lavede en såkaldt nul-tolerancesag over for direktionen.
"Det har altid været vigtigt for dem, at vi fører alt til protokols. Også når vi oplever, noget dårligt. Det gjorde jeg med nul-tolerancen," siger Pia Nymark.
Men det blev en beslutning med konsekvenser. Den 11. marts bliver Pia Nymark kaldt til endnu en samtale, hvor mulighederne for at komme tilbage i job skal drøftes. Det bliver de ikke. Pia Nymark bliver fyret for 'manglende tillid', skriver Midttrafik i hendes papirer.
"Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var helt i chok og kunne slet ikke forstå, man kunne gøre sådan. Jeg er både bitter, sur og skuffet," siger Pia Nymark, der selv mener, hun har fulgt alle regler.
Pia Nymark ved godt, hun ikke får sit job tilbage. Til gengæld håber hun, at whistleblower-ordninger vil dæmme op for fyringer som denne. For Pia Nymark har ikke haft nogen at gå til undervejs.
"Jeg vil ikke ønske det her for nogen anden. Det ødelægger alt. Jeg føler mig kasseret. Derfor vil det være godt med en ordning, hor der vil være mulighed for at gå til nogen," siger Pia Nymark.
FOA Århus gik ind i sagen og anmeldte Midttrafik til Arbejdstilsynet.