Ansæt en ledig og få en pose penge med til uddannelse. Det er anbefalingen fra FTF, hovedorganisationen for offentligt og privat ansatte, til regeringen ovenpå dagens trepartsmøde.
Ordningen om opkvalificeringsjob, som belønner virksomheder for at ansætte ledige, ved at give dem penge til at uddanne den ledige, er nemlig overset af både jobcentre og arbejdsgivere. Og det skal der gøres noget ved, mener FTF, hvis regeringen skal nå sit mål om at skaffe jobs til de mange tusinde ledige, som til nytår falder ud af dagpengesystemet.
- Regeringen bør iværksætte meget faste intiativer, der kan begrænse antallet af ledige, der står til at miste deres dagpengeret, siger FTF's formand Bente Sorgenfrey i en pressemeddelelse.
Hun peger på opkvalificeringsjob og højere løntilskud til private arbejdsgivere, som to af de initiativer, der bør sættes i gang med det samme. Det skal nemlig gøre det attraktivt for arbejdsgiveren at ansætte en ledig, der kan uddannes til et helt specifikt job i samme virksomhed.
- Vi mener, at det i markant grad kan øge muligheden for at få ledige i job, siger Bente Sorgenfrey.
FTF foreslog desuden beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at styrke jobrotationsordenen, hvor en ledig ansættes med tilskud som vikar for en fastansat, der er væk på efteruddannelse.