En tilbagerulning af genoptjeningskravet til dagpenge har førsteprioritet, når hovedorganisationen for 450.000 lærere, sygeplejersker og politifolk om kort tid går til trepartsforhandlinger.
Det fastslår formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
"Tilbagerulning af genoptjeningskravet til de 26 uger er det vigtigste enkeltstående krav for FTF," siger hun til Newspaq.
Genoptjeningskravet altså den periode, man skal arbejde for igen at kunne få dagpenge, bliver om kort tid sat op fra et halvt år til et år.
Det sker samtidig med, at dagpengeperioden forkortet fra fire til to år.
"Det er blevet rigtig hårdt at genoptjene retten til dagpenge, og vi vil hellere have folk inden for end uden for systemet," siger Bente Sorgenfrey .
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen siger, at Danmark er blevet det sværeste sted i Europa at genoptjene retten til dagpenge.
Han tror, at fagbevægelsen får held med at få reglerne ændret.
"Det er realistisk at få afkortet genoptjeningskravet til 26 uger, for med det nuværende arbejdsmarked er det næsten umuligt for nogle grupper at genoptjene retten med 52 hele uger. Til gengæld tror jeg ikke, at der bliver rørt til dagpengeperiodens længde," siger han til Newspaq.
Bente Sorgenfrey forventer da også at få sit krav igennem.
"Hvis vi skal levere til de her trepartsforhandlinger, skal vi også have noget igen. Og her er genoptjeneningskravet helt centralt," siger Bente Sorgenfrey, der forventer, at forhandlingerne med regering og arbejdsgivere går i gang sidst på måneden.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen undrer sig over, at regeringen endnu ikke ikke har meldt ud, præcis hvad parterne skal forhandle om, udover at der skal findes fire milliarder kroner og 20.000 ekstra hænder.
"Regeringen skylder at sætte en dagsorden," siger han.
De ændrede genoptjeningskrav gælder fra 2. juli 2012.