Redningsfolk og politi har hele morgenen arbejdet på at finde overlevende i en kollapset boligblok i byen Ålesund i Vestnorge.
Nu stopper frygt for nye stenskred redningsarbejdet, selv om fem personer stadig er savnet i murbrokkerne, oplyser norsk TV2.
- Søjlekonstruktionen i bygningen er styrtet yderligere sammen. Vi frygter, at hele boligblokken kan kollapse. Og håbet om at finde overlevende er desværre minimal, siger indsatsleder Kjell Kvenseth til netavisen vg.no.
Selv om redningsarbejderne har trukket sig tilbage fra den kollapsede bygning, leder sporhunde stadig efter overlevende eller lig i ruinerne fra etageejendommen.
15 andre mennesker, der boede i bygningen, er bragt til sygehuset med kvæstelser. To af dem er i kritisk tilstand.
Stenskred måske årsag
Klokken 3.37 i nat genlød byen Ålesund nord for Bergen af et drøn, da den kun fem år gamle bygning, der er bygget delvist ind i fjeldsiden, faldt sammen.
Årsagen til bygningens kollaps er ikke endeligt fastslået, men øjenvidner fortæller, at bygningen blev ramt af et stenskred kort inden, den styrtede sammen.
De to nederste etager er kollapset, og bygningens resterende fire etager balancerer nu på det usikre fundament.
Politiet har evakueret fire til fem andre boligblokke i området på grund af en gaslækage, som dog nu er under kontrol.