Den verserende konflikt i København kan risikere at udvikle sig til en opgør om etniske tilhørsforhold. Det mener blandt andre vicepolitinspektør Lars Nicolai Jensen, der er chef for Den Kriminalpræventive Afdeling i Københavns Politi.
"Bandekonflikten omfatter i virkeligheden meget få mennesker. Det store flertal i København med anden etnisk baggrund end dansk, dem har vi jo ingen problemer med overhovedet. Men jeg kan godt frygte, at flere begynder at deltage, fordi de tager det her som en racekonflikt. Og det er krudttønden - hvis det bliver en sort-hvid konflikt," siger Lars Nicolai Jensen ifølge Kristeligt Dagblad.
Socialarbejdere på Nørrebro frygter også, at konflikten er på vej i den retning.
"Rygterne har fået deres eget liv, og selvom ingen vil involveres i en narkokrig, eller hvodan det nu begyndte, så er der mange, der bliver indignerede over det etniske element i konflikten. De unge, der ikke er en del af det kriminelle miljø, spørger mig, "hvorfor er det os, der får skylden af danskerne," siger integrationskonsulent Manu Sareen til avisen.
Onsdag eftermiddag vil regeringen fremlægge en såkaldt "bandepakke", der vil indeholde flere forslag om lovændringer, som Justitsministeriet det seneste døgn har diskuteret med Rigspolitiet og Københavns Politi.
"Udvisning af kriminelle bliver et centralt punkt i pakken," siger justitsminister Brian Mikkelsen (K) ifølge TV 2.