”Situationen kan ikke fortsætte, som den gør. Alle forventede forandring efter revolutionen, at et eller andet ville ske, men de kan ikke se fremskridt for sig selv,” forklarer Ahmad al-Hindawi, tidligere ungdomsrådgiver for Den Arabiske Liga.
”De unge synes, at det hele er håbløst, for de er fuldstændig kørt ud på et sidespor. Unge har overhovedet ikke del i samfundets beslutninger. Gamle korrumperede magthavere bestemmer.”
I Egypten er der en ungdomsboble på 70 procent af befolkningen, der er under 30 år. Den gruppe er både en mulighed og et problem. Unges arbejdsløshed bliver et vigtigere emne, for økonomien er blevet værre end tidligere.
Frustrationerne
”Følelsen blandt unge er en dyb frustration, der kun kan komme til udtryk i gaderne,” forudser Ahmad al-Hindawi. ”Unge startede revolutionen, men magthaverne er stadig de samme. Der kom ikke en ny regering til.”
”Så kom valget til parlamentet og forventningen var, at unge ville få indflydelse. Men det fik de bare ikke. Næsten ingen blev valgt ind. Endelig var kravene fra unge flere job, men arbejdsløsheden er stigende.”
”Det som virkelig forandrede sig i Egypten og andre steder var, at de unge ikke mere er bange for regimet. Aktivisterne ved, at de kun har gaderne tilbage for at udtrykke sig.”
De var advaret
Ahmad al-Hindawi har som ungdomsrådgiver for Den Arabiske Liga og deltaget i regeringschefernes åbne og lukkede møder. Ligaen holdt et møde i Egypten seks dage før opstanden på Tahrir Pladsen begyndte.
”Det havde ingen anelse om, hvad der var ved at ske trods erfaringen fra Tunesien,” forklarer han. ”Jeg har påpeget ungdomsproblemet, men ingen hørte efter.”
Stemningen var, forklarer han, at ingen kunne se problemet, fordi deres egne lande var anderledes en Tunesien. Den syriske repræsentant sagde, at ”den slags aldrig kunne ske i hans land.”
Udvejen for unge
Ahmad al-Hindawi, der selv er jordaner og har studeret ungdomsforhold i 17 arabiske lande, kalder revolutionen i Egypten for en begyndende historisk korrektion.
[pagebreak]Det er forståeligt, at befolkningen efter mange års militært domineret styre prøver de religiøse kræfter. På samme måde er det forståeligt, at de ikke-uddannede vælger noget kendt som Det Muslimske Broderskab eller islamisterne.
”Det er en misforståelse, at ungdommen er sofistikeret og fordomsfri. Mange er dårligt uddannede og konservative. Som befolkningsgruppe vil det tage tid, før den kan formulere en politik.”
Fremtiden
Egypten er ikke ligesom Danmark, hvor de politiske partier ligner hinanden ret meget, mener han. Egypten skal ændre samfundets grundlæggende strukturer som en grundlov, forholdet mellem stat og religion, militæret og økonomien.
”Demokrati kommer ikke natten over. Men hvis unge ikke formår at organisere sig, kan de føre et ny autoritært eller et religiøst fundamentalistisk styre, udtaler al-Hindawi.
På den anden side tror han ikke, at noget eller nogen kan stoppe processen. Egypten er regionens største land og en inspiration. Demokratiet vil brede sig. Men der er 40 millioner fattige i Egypten, som skal med i udviklingen.
Kræfterne bag revolutionen var ikke politiske partier, religiøse grupper eller organisationer. Det var en bevægelse af mest unge, der dannede en social bevægelse. Følelsen blandt ungdommen er, at arbejdet ikke er færdigt.