Både politi og beredskabscheferne afviser, at det er deres opgave at tjekke, om butikker sælger fyrværkeri til mindreårige. Derfor er risikoen for at blive opdaget som butik, der sælger ulovligt til børn, minimal.
Det er det kommunale beredskab, der efter ulykken i Seest ved Kolding i 2004, står for kontrollen med opbevaring af fyrværkeri, men formanden for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer mener ikke, at opgaven med at kontrollere salget ligger hos dem.
"Vi kontrollerer, hvordan man opbevarer fyrværkeriet, og hvordan salgsstederne er indrettet. Men vi kontrollerer altså ikke, hvem de sælger til. Det burde politiet jo gøre," siger formand Peter Staunstrup.
Politiet vedkender sig ansvar for, at det er deres opgave, men forklarer den manglende kontrol med, at man koncentrerer kræfterne om det mere farlige illegale salg.
"Vi kontrollerer ikke forretningerne. Vi koncentrerer os om det illegale salg, der også er det mest alvorlige," siger politiinspektør Jørn Kjer fra Københavns Vestegns Politi til dr.dk.