En storkonflikt er rykket tættere på.
Det siger en forsker, efter at parterne på det private arbejdsmarked er ved at udsætte tidsfristen for en aftale om overenskomstfornyelsen.
Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af et internt notat, som LO-formand Harald Børsting i går eftermiddag sendte til LO's forhandlingsudvalg.
Her orienterede han sit nærmeste politiske bagland om, at han i dag forventer at indgå en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, om at en konflikt skal varsles senest onsdag den 17. februar og ikke 12. februar, som ellers var sat som deadline for overenskomstfornyelsen.
For hver dag, der går, kommer vi tættere på en storkonflikt, mener arbejdsmarkedsforsker.
"Det ser ud til, at de ikke kan nå til enighed, inden den 12. februar, og derfor er de nødt til at justere på rammeaftalen. Situationen er alvorlig, fordi den økonomiske krise gør det svært at lave en overenskomstaftale. Men for hver dag der går, uden der er forlig, jo tættere er vi på forligsinstitutionen og en mulig storkonflikt," siger arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Jesper Due til Berlingske Tidende.
Med den nye aftale kan topforhandlerne i CO-Industri og DI reelt bruge hele weekenden og starten af næste uge på at nå en aftale.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken LO eller Dansk Arbejdsgiverforening.
Hvis der ikke bliver indgået en overenskomstaftale i denne måned, kommer der sandsynligvis en storkonflikt som i 1998.