Det er nødvendigt at ændre drastisk på holdningen hos både frisørmestre og frisører, hvis frisørerne ikke fortsat skal forlade faget ødelagt af smerter og allergi.
Det er det første resultat af et stormøde i Arbejdstilsynet med repræsentanter fra alle myndigheder, organisationer og forskere med tilknytning til frisørbranchen.
Mødet kom efter Avisen.dk i en længere periode har afsløret groteske arbejdsforhold i frisørbranchen. Forhold, der betyder, at en frisør i snit holder bare otte et halvt år.
Nytter ikke hvis man ikke bruger handskerne
Alle fra arbejdsgiverne til Arbejdstilsynet, forskerne og Miljøstyrelsen er enige om, at der er store problemer med frisørernes arbejdsmiljø.
”Der er mange ting der peger på, at det er vigtigt at få set på frisørfaget. Der er rigtig mange anmeldelser om arbejdsskader både på grund af allergi og smerter i kroppen. De får relativt mange erstatninger, og de holder en begrænset tid i faget,” siger Sonja Ploug Jensen.
Hvad der skal til for at flere frisører holder 25 års jubilæum i faget, ligger der intet svar på.
Alle er enige om, at er voldsomt brug for en holdningsændring i faget. Blandt andet ved, at flere får den nyeste viden. Håbet er, at flere bruger handsker, hvis de ved, hvad der kan ske ved at lade være.
”Det nytter ikke noget med handsker og udsugning, hvis de kun bliver brugt den dag arbejdstilsynet kommer,” siger Sonja Ploug, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Frisørmestrene peger på tvang som en mulighed.
Sanktioner overfor frisører
”Ligesom der er sanktionsmuligheder overfor frisørmestre, der ikke holder reglerne, bør der være sanktionsmuligheder overfor ansatte, der ikke bruger værnemidlerne,” siger formand for Danske Frisørmestre Connie Mikkelsen.
Connie Mikkelsen ønsker ikke at være konkret om hvilke sanktioner, der kan være.
”Det er vigtigt, at de forstår det er alvorligt. Det nytter ikke med unge piger, der fjoller rundt og tror de er udødelige, og godt kan farve hår uden handsker. Det her skal ses på den lange bane,” siger Connie Mikkelsen.
Hun afviser ikke, at problemerne er så store i branchen, som det bliver blæst op til.
”Frisørforbundet melder om mange problemer, men de hører jo ikke om alle de steder, det går godt. Det er jo ikke dem, der henvender sig.
Arbejdstilsynet indkalder alle parter til et nyt møde i løbet af kort tid for igen at diskutere, hvad der konkret kan gøres.