Pakistan gider ikke at kæmpe mod Taleban. Derfor har den militante gruppe fået mere eller mindre frit spil til at angribe NATO-tropper i Afghanistan fra Pakistan i endnu højere grad end tidligere.
Årsagen er en fredsaftale fra september 2006 mellem de pakistanske regeringsstyrker og pro-talebanske militante, der holder til i grænseområdet til Afghanistan.
Ifølge en rapport fra International Crisis Group, er der blevet skabt en mini-Talebanstat i Pakistan.
»Over de seneste fem år har præsident Musharraf regering først bekæmpet Taleban med magt og siden prøvet at styre dem ved at tilbyde fred. Begge metoder er mislykkedes. De har kun givet talebanstøtterne mere mod,« siger Samina Ahmed, projektdirektør for International Crisis Groups sydasiatiske afdeling til BBC.