Af Mia Christensen, mich@avisen.dk
For første gang siden prinsesse Isabella kom til verden, mødte Frederik
og Mary pressen efter deres fem dages officielle besøg i New York.
Og selvom kronprinsparret indrømmede, at de var trætte oven på nogle
hårde dage, så virkede de veloplagte og mindst meget lykkelige over familielivet
på Fredensborg. Især da de blev spurgt ind til familieforøgelsen i
maj.
- Det er jo dejligt at få børn, men det er også en kæmpe udfordring, lød
det fra Frederik, mens Mary supplerede.
- Det er klart, at man er nødt til at lave ting om og være strukturerede.
Men det er vidunderligt, og…åh nej, nu kommer jeg virkelig til at savne
Christian, udbrød Mary og smilede stort.
Det er nemlig kun lille prinsesse Isabella, der har været med på den
lange tur, mens Christian er blevet hjemme.
- Vi glæder os meget til at komme hjem og se Christian. Men han har haft
det godt. Han har været sammen med sine bedsteforældre, John og Susan (Marys far
og stedmor, red) og passet sine daglige rutiner, hvilket er vigtigt i den
alder, fortalte Mary, mens Frederik sad og nikkede som en meget stolt
far.
Men det var ikke kun snakken om børnene, der fik de stolte blikke frem i
kronprinsparret. Også da de blev spurgt om, hvordan de fungerer som kolleger,
var der kun rosende ord.
”Vi er ikke kolleger. Vi er mand og kone, vi er elskere, og vi nyder at
arbejde sammen,” svarede Frederik og kiggede meget kærligt på Mary, der selv
mente, at de komplimenterer hinanden godt.
- Vi nyder at arbejde sammen, men vi arbejder på forskellige måder, så der
er flere ting, vi diskuterer, fortalte Mary, der på grund af det meget stramme
program ikke har haft mulighed for at nyde godt af de mange shoppingmuligheder i
New York.
- Jeg har siddet og kigget på butikker ud af bilvinduet. Det ville have
været dejligt at have mulighed for at gå mere rundt, men jeg har da haft
lejlighed til at gå rundt i SoHo og i Central Park med den lille, fortalte
Mary, der syntes, at Isabella har klaret turen flot.
- Men der har jo været nogle ændringer af sovevanerne, så hun har ikke
sovet igennem om natten, hvilket også er grunden til, at jeg har været meget
tidligt oppe og gå tur med hende, fortalte Mary.
Hvis kronprinsparret havde haft mere tid i New York, var de begge
fuldstændig enige om, hvad de så skulle lave.
- Ind og se en forestilling på Broadway. Abba-showet Mamma Mia skulle
være rigtig godt, lød det parret, der fredag eftermiddag fløj tilbage til
Danmark.