Der var ingen royal tale, kun lykønskninger og håndtryk, da kronprins Frederik mandag var med til at fejre håndboldlandsholdets EM-sejr.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) havde inviteret - både landhsoldet og kronprinsen - og hun bød på rådhuspandekager, inden gulddrengene blev hyldet på balkonen.
Efter en halv times snak indendøre kørte kronprinsen hjem igen, men han nåede at forsikre pressen om, at han havde fulgt lige så ivrigt med som mange andre håndboldglade danskere de senste dage.
Og han havde kun rosende ord til overs for EM-heltene.
- Man må beundre dem for deres mod og deres måde at takle det mentale på. Det er godt for hele forståelse, selvforståelsen og hele nationens glæde, sagde kronprins Frederik til TV 2.
Han havde dog ikke nogen favoritter i truppen.
- Det har de allesammen været - som holdenhed. De er som en enhed godt gående, kørende, løbende, sagde den royale håndboldfan, inden han forlod festen igen.