I følge oplysninger fra Jyllandsposten, drejer det sig om omkring 30 elitesoldater fra Jægerkorpset, der i den nærmeste fremtid vil indkvartere sig i den danske Camp Einherjer. Det skal ske for at højne sikkerheden for de 450 soldater, der i forvejen befinder sig i området, og som skal være der indtil august.
Men beslutningen står i skærende kontrast til statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at regeringen kalder sine styrker tilbage, fordi sikkerhedsudviklingen i Irak går væsentligt bedre.
- Vi har drøftet dette meget indgående med briterne, og det er vores fælles opfattelse, at der er så gode fremskridt, at der er basis for, at irakerne selv overtager styringen i det sydlige Irak, sagde statsministeren i febrauar om begrundelse for at trække de danske tropper ud af Irak.
Hvad Jægerkorpset helt præcist skal i Irak er ikke oplyst, ligesom det også er uklart, hvornår de bliver sendt afsted.
Efter et møde med Udenrigspolitisk, hvor forsvarsministeren redegjorde for beslutningen, sagde han, at han ikke forventer ro i Irak efter de danske styrker er trukket hjem.
- Det gør jeg desværre ikke. Der foregår desværre denne magtkamp internt i Irak. Men dybest er det irakerne selv, der må finde en løsning, sagde forsvarsministeren.
Det er ikke første gang, at regeringen har været nødt til at finde forstærkning til de danske tropper. I august blev et antal jægersoldater udsendt til den daværende danske militærlejr Musa Qala i Afghanistan på grund af angreb fra talebanske enheder.