Kommentar af Katrine Fruelund
Det var en rigtig god sejr, vi fik mod Norge. Selvfølgelig først og fremmest fordi vi gik videre, men også fordi sådan en sejr giver en masse selvtillid.
Nu er vi så i mellemrunden, hvor Kroatien, Spanien, Rusland og Tjekkiet venter, og det bliver meget svært, men langt fra umuligt. De danske spillere viste gode angrebstagter mod Norge, hvor der blev lavet nogle gode åbninger, og spillerne kom frem til nogle gode chancer.
Den del af spillet skal selvfølgelig tages videre med over i mellemrunden, men nøglen til succes ligger i forsvarsspillet og hos målmændene. Kan vi få den del af spillet til at fungere, vil det også automatisk medfører nogle kontramål i den anden ende, og så kan vi godt vinde over alle holdene.
Jeg synes dog, at Kroatien og Spanien er favoritter til at gå videre fra puljen, og det er nok især mod Rusland og Tjekkiet, vi skal have point for at avancere videre til kvartfinalen.
Vi er dog ikke chanceløse mod de to andre hold, og Kroatien, som vi jo møder i den første kamp, kan også have disse udfald, som det danske landshold har vist. Så kan vi få styr på deres store stjerne, Ivano Balic, så kan vi også godt slå dem.