Aldrig har forsvaret måttet sende så mange afslag til håbefulde ansøgere som i år.
Cirka 4.500 unge mænd og kvinder kan nemlig forvente at blive kasseret hos forsvaret.
Forklaringen er ganske enkelt den, at der er flere ansøgere end nogensinde før, skriver Ugebrevet A4. Siden 2005 er antallet af unge, der søger ind i forsvaret, fordoblet til 7.500.
Ungdomsarbejdsløshed, mangel på praktikpladser og en generel krisestemning i samfundet er en del af forklaringen på forsvarets ansøgningsboom, men ifølge Henrik Gram Pedersen, der er major i forsvarets rekruttering, har mange også fået øjnene op for, at der er mange uddannelsesmuligheder i forsvaret, og at den danske indsats i Irak og Afghanistan får de unge til at føle, at de kan gøre en forskel som soldat.
Og netop det at kunne gøre en forskel er en væsentlig faktor for forsvarets popularitet, mener ungdomsforsker ved det uafhængige Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR), Søren Østergaard.
Han peger også på, at en uddannelse i forsvaret er blevet så populær - især blandt drenge - fordi det kombinerer akademiske udfordringer og praktik.
"Pigerne har taget den gule førertrøje på i gymnasierne. De får bedre karakterer, og derfor kommer de også ind på de uddannelser, der kræver et højt gennemsnit. I sidste ende betyder det også, at de får de bedste job. Drengene er kort sagt presset på deres maskulinitet," siger Søren Østergaard, der mener, at drengene i forsvaret får mulighed for at udtrykke deres maskulinitet.
Men en plads i forsvaret skal ikke blot ses som en nødløsning, advarer major Henrik Gram Pedersen.
"Vi kræver meget af ansøgerne - blandt andet robusthed, intelligens og god fysik," siger han.