Banker, butikker, hoteller og restauranter skal have helt nye muligheder for at tv-overvåge deres indgange og facader. Justitsminister Lene Espersen (K) er klar med et forslag, der skal sikre de ansatte mod røveri. Forslaget møder stor skepsis fra flere sider. Formand for Folketingets retsudvalg, SF’eren Anne Baastrup, vil gerne være med til at øge sikkerheden for ansatte i banker, men hun synes, at forslaget er ekstremt vidtgående.
»Jeg efterlyser nogle begrænsninger. Fremover vil jeg ikke kunne gå ned ad Istedgade uden at blive optaget af 55 forskellige kameraer,« siger hun. Hvis ikke kontrollen med overvågningsapparaterne er god nok, frygter Anne Baastrup, at optagelserne vil blive misbrugt.
»Hvis du kom gående arm i arm med en anden mand end ham, du var gift, forbi en butik, hvor din tidligere veninde var ansat, ville du heller ikke synes, at det var sjovt, hvis hun misbrugte optagelserne mod dig,« siger hun.
Forbrugerrådet er skeptisk.
I Forbrugerrådet er der ligeledes skepsis over for forslaget.
»Det er klart, at vi ikke bryder os om det, hvis overvågningen bliver så tæt, at folk skal løbe spidsrod mellem kameraerne. Vi vil gerne have en nøjagtig definition af, hvornår og hvor meget man må overvåge disse områder for at undgå, at man bliver overvåget som forbipasserende på gaden,« siger jurist Agnete Sigurd fra Forbrugerrådet til Jyllands-Posten.
Justitsminister Lene Espersen vil fremsætte forslaget til februar eller marts. Forslaget vil bygge på den betænkning, som ministeren modtog i november 2006 fra et tv-overvågningsudvalg.
Desuden lægger Lene Espersen op til, at der indføres nye regler, som skal sikre, at optagelserne ikke misbruges.
»Når vi udvider adgangen til tv-overvågning, er det efter min mening særdeles vigtigt, at vi samtidig sikrer os, at de optagelser, som tv-overvågning kan være forbundet med, ikke misbruges. Derfor vil jeg bl.a. foreslå, at billederne skal slettes senest 30 dage efter optagelsen. Samtidig vil jeg foreslå regler, der medfører, at optagelserne som udgangspunkt kun kan videregives til politiet med henblik på efterforskning,« siger Lene Espersen.