Manden bag den danske Muhammed-krise, kulturredaktør Flemming Rose, får den kolde skulder fra verdens mægtigste land.
Flemming Rose har et budskab om ytringsfrihed, som han gerne vil dele med verden i en ny bog, der tager afsæt i Muhammed-krisen tilbage i 2006. Men i USA har forfatteren fået nej og atter nej til at udgive bogen.
»Jeg har talt med fem store forlag i USA, der er blandt den amerikanske superliga, og de er alle vendt tilbage med et afslag til min agent,« siger Flemming Rose.
Frygter ballade
Han oplever, at forlagene er interesserede i bogen, men at de frygter negativ opmærksomhed.
»Blandt andet spurgte en redaktør mig, om jeg var klar til at gå igennem den samme ballade som tilbage i 2006. Det var for mig et fingerpeg om, at forlaget mente, at bogen ville skabe ballade, og at de havde snakket om det internt i forlaget,« siger Flemming Rose, og tilføjer:
»En anden redaktør var først meget begejstret og talte detaljeret om, hvordan bogen skulle markedsføres. Tre dage senere vendte han tilbage og fortalte, at de ikke kunne byde på den. Det var han meget ked af.«
»Forlagsredaktører bruger normalt ikke halvanden time på sådan en som mig, med mindre de er interesserede i projektet,« siger Flemming Rose.
Danske forlag siger ja
Ekspert i USA's historie og kultur, Mads Fuglede fra Københavns Univesitet, forklarer, at folk i USA har et andet forhold til debatten om religion og oprindelse.
»USA har en meget tung historie, hvad angår netop de her problemstillinger, og ingen ønsker at begynde på at træde hinanden over tærerne igen,« forklarer han.
I Danmark udgiver Jyllands-Postens forlag bogen, men ifølge Flemming Rose har andre store danske forlag også vist interesse for at udgive bogen. Og Flemming Rose har ikke opgivet at få bogen udgivet i USA.
»Jeg tror nok, at jeg før eller siden nok skal finde en forlægger,« siger han.