Op mod 4.900 patienter dør hvert år, fordi de får for meget, for lidt eller forkert medicin. Den forkerte medicin kan ofte skyldes, at lægerne ikke ved, hvilken medicin andre læger allerede har ordineret til patienten. Det viser et kommende ph.d.-studie fra det Farmaceutiske Fakultet.
Problemet er simpelthen, at den ene læge ikke har mulighed for at se, hvad den anden gør.
»De computersystemer, man har på hospitalerne, kan ikke kommunikere med dem, man har hos praktiserende læger. Det er ren Storm P.,« siger professor Mette Rasmussen, der er vejleder på studiet.
De praktiserende læger kender problemet.
»Vi kan ikke se, hvilken medicin hospitalerne giver patienterne. Det står fuldstændig stille på hospitalerne,« siger Michael Dupont, formand for Praktiserende Lægers Organisation.
Han får opbakning af Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, der selv er hospitalslæge.
»De systemer, vi skulle bruge, mangler mange steder. Jeg har svært ved at se, hvad vi går og venter på.«