»I denne bog vil jeg også gerne kunne give en fair omtale af dig.«
Sådan lyder en af sætningerne i et brev, som Nyhedsavisen er kommet i besiddelse af, til 93-årige Anna Lorenzen fra tidligere overlæge på Odense Universitetshospital Sven Arvid Birkeland. Brevet er sendt i forbindelse med et bogprojekt om torturofre og -bødler samt deres pårørende.
Journalist og dokumentarforfatter Erik Haaest, der har skrevet et væld af bøger om besættelsestiden og ikke mindst de danskere, der drog i tysk krigstjeneste på Østfronten, raser over overlægen.

Er selv ved at skrive bog

Erik Haaest er selv i gang med en bog, der omhandler Anna Lorenzen, der som den ene af to danske kvinder blev idømt dødsstraf for hendes medvirken som torturbøddel i HIPO-gruppen Lorenzen-Gruppen, der var en af de danske grupper, der hjalp Gestapo. Anna Lorenzen blev senere benådet og lever nu ? ifølge Erik Haaest ? stadig i skjul for omverdenen. Erik Haaest har via sit forfatterskab haft kontakt til hende i en lang årrække.
»Birkelands formulering kan jo tolkes som en trussel, såfremt hun ikke vil medvirke. Og det vil hun ikke. Det har jeg gjort overlægen opmærksom på, inden han rettede henvendelse til hende. Men han har alligevel kontaktet hende adskillige gange. Som overlæge burde han om nogen vide, hvordan man tager hensyn til syge, gamle mennesker. Anna Lorenzen kalder det selv for psykisk tortur,« siger Erik Haaest.
Sven Arvid Birkelands bogprojekt er et resultat af hans forskning på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT.
Kritikken stopper dog ikke ved behandlingen af Anna Lorenzen.

Misbruger arkiver

Erik Haaest mener også, at Svend Arvid Birkeland misbruger ikke offentligt tilgængelige dokumenter fra retsopgøret efter besættelsestiden. Dokumenterne har Sven Arvid Birkeland fået indsigt i på Statens Arkiver.
Når dokumenter udleveres, skal modtageren skrive under på, at der på grundlag af de oplysninger, der findes i dokumenterne, ikke må rettes henvendelse til nogen af de nævnte personer.
»Han har besøgt Anna Lorenzens barnebarn. Kendskab til ham kan Birkeland kun have fået ad kanaler, der ikke er offentligt tilgængelige, idet barnebarnets fars og farfars navne ikke er som Anna Lorenzens. Navnene står altså kun i de ikke offentligt tilgængelige arkiver, som Birkeland har haft adgang til,« siger Erik Haaest.
»Desuden siger Birkeland, at hans henvendelse til Anna Lorenzen er sket efter aftale med en slægtning til hende, men den historie kender hun altså ikke,« tilføjer Erik Haaest.
Yderligere mener Erik Haaest, at Birkeland ved at nævne oplysninger om den anden dødsdømte kvinde, Grethe Bartram og hendes søn, i brevet til Anna Lorenzen har opført sig usmageligt.
»Man bringer ikke private oplysninger til tredjemand om andre straffede. Birkeland overtræder på mange områder alle skrevne såvel som uskrevne regler for god etik blandt forfattere. Der er tale om snavsede metoder,« konstaterer Erik Haaest.
Nyhedsavisen har foreholdt Sven Arvid Birkeland Erik Haaests kritik, men hans eneste kommentar til kritikken er: »Jeg har ingen kommentarer til Haaest.«