En ung mand træder pludselig et par skridt frem og slår en somalisk mand hårdt over albuen med en golfkølle.
- Sig til ham, at jeg skal have mine 100 kroner – ellers smadrer jeg ham, siger den unge mand til en af de andre mænd, der står i den lille smøge, inden han igen vender sig mod somalieren:
- Næste gang slår jeg dig i hovedet.
Hyrer vagter
Scenen udspiller sig i en smøge i Bazar Vest i Århus og er efter reaktionerne at dømme ret almindelig på et sted, hvor handlen med narkotiske stoffer er så åbenlys, at khat og joints synes at være en del af interiøret.
Det er episoder med unge mennesker som den, der får ledelsen i Bazar Vest til at indføre vagter.
- Vagternes opgave er at sørge for, at der ikke foregår ulovligheder, uden at de samtidig skaber en dårlig stemning, oplyser den daglige leder af Bazar Vest, Jørgen Skov.
Formand for Klubberne i Gellerup Anders Glahn kalder initiativet med private vagter 'glimrende', og han vurderer, at vagterne ikke er med til at optrappe situationen.
- Jørgen Skov kender området rigtig godt, og jeg er sikker på, at de vagter, han får tilknyttet, godt kan finde ud af at tackle de unge, siger han.
Til at begynde med vil vagterne opholde sig i den smøge, som de åbenlyse problemer indtil videre har begrænset sig til.
Hemmelige problemer
Jørgen Skov har selv været til stede i bazaren de seneste dage, men han vil ikke ind på, hvilke problemer han ved selvsyn har observeret.
- Jeg vil sige det på den måde, at jeg har et spændende job, fortæller han.
Jørgen Skov fortæller også, at det private vagtselskab endnu ikke ved, hvor mange vagter det vil bruge, men at det vil vurdere det hen ad vejen, alt efter problemernes omfang.